Madımak 93

For alevierne har byen Sivas i Tyrkiet meget stor historisk betydning. Pir Sultan Abdal, som anses for at være den største filosof indenfor den alevitiske trosretning er oprindeligt fra byen Sivas og er blevet henrettet af staten i samme by i slutningen af 1500-tallet.

Sivas bærer ikke alene stor betydning blandt alevierne i anledning af Pir Sultan Abdal. Sivas er nemlig samtidig den by, som desværre har været vidne til den seneste massakre imod det alevitiske folk i slutningen af det 20. århundrede – den 2. juli 1993.

I anledning af drabet på filosoffen Pir Sultan Abdal havde kulturministeriet sammen med den lokale guvernør i Sivas arrangeret en kulturfestival – hvor man med musik, dans, teater og ved opstilling af en statue af Pir Sultan Abdal foran det nye kulturhuset ville hylde denne kulturfilosof.

Til festlighederne var inviteret en lang række kendte og meget prominente poeter, sangere og intellektuelle – heriblandt Aziz Nesin, Muhlis Akarsu, Hasret Gültekin, Nesimi Çimen, Asım Bezirci og Metin Altıok.

Statuen af Pir Sultan Abdal var blevet rejst, festivalen var i gang og alt kørte godt. Der var arrangementer med musik, dans og debatter – lige til enhver smag. Folk fra forskellige byer var strømmet til Sivas for at fejre festivalen og deltage i arrangementerne.

De første gnister i byen blev set lige efter middagsbønnen. Folkemængden der kom ud af Paşa og Meydan moskeerne gik slagord råbende imod det ny indviede kulturhus. Da gruppen nåede frem til kulturhuset var der en koncert i gang med den kendte sanger Arif Sağ. Koncerten blev øjeblikkeligt stoppet og folk inde i kulturhuset opstillede barrikader ved hjælp af stole, borde og hvad de ellers kunne få fat i inde i kulturhuset for at forhindre, at den angribende folkemængde kunne komme ind i kulturhuset. Da folkemængden indså, at de ikke kunne komme ind, trak de sig langsomt tilbage. og gik derefter i stedet imod Hotel Madımak, hvor en stor del af de inviterede kunstnere var indlogeret. Folkemængden der bestod af højrenationalister og sharia-tilhængere var med tiden blevet større og var nu oppe på 20.000 personer.

Folkemængden råbte slogans som ”Sivas size mezar olacak = Sivas vil blive jeres grav” og kastede med sten imod vinduerne på hotellet. De indeklemte kunstnere kunne ikke komme ud af hotellet, da de i så fald ville blive likvideret på stedet, og havde derfor ikke andet at gøre, end at vente på hjælp fra myndighederne. Trods opkald til vicestatsministeren, den lokale politichef og guvernøren kom der ikke nogen til at hjælpe de indespærrede kunstnere og andre festivaldeltagere.

Folkemængden som havde omringet hotellet blev større og mere blodtørstige. Nogle fra folkemængden gik ind i stueetagen på hotellet og påsatte brand, mens titusinder af vrede demonstranter jublede og råbte religiøse slagord og trusler.

Selvom nogle formåede at undslippe, døde 37 af brandsår og røgforgiftning – heriblandt 2 af brandstifterne. Aziz Nesin, som formentlig var det mest eftertragtede mål i massakren, slap med livet i behold, men døde 2 år senere ved et hjerteanfald.
Der er stadig den dag i dag vidner og dokumenter der viser, at staten bevidst udviste en passiv reaktion. Eksempelvis gik der hele 8 timer, før brandvæsenet kom til gerningsstedet og de få soldater som var sendt til området gjorde ikke noget, for at rydde den vrede folkemængde. Mange af de aktive demonstranter der er dømt, lever i dag i eksil i bl.a. Tyskland – trods udvekslingsaftaler gør den tyrkiske regering ikke noget aktivt, for at få dem udleveret, så de kan afsone deres straf.