Sultestrejke – rigtigt eller forkert værktøj?

Sultestrejke er kendt for at være en metode, som mange igennem tiderne har prøvet, for at sætte politisk fokus på et problem eller en sag. Senest har den kurdiske politiker og parlamentsmedlem fra det prokurdiske parti HDP Leyla Güven været i sultestrejke i nu over 99 dage (pr. 14. februar 2019).

Leyla Güven startede på sultestrejken mens hun selv var fængslet af de tyrkiske myndigheder, selvom hun blev valgt til parlamentet ved det seneste valg for partiet HDP, som i dag har flere af deres tidligere medformænd (Selahattin Demirtaş, Figen Yüksekdağ, Gültan Kışanak og Sebahat Tuncel) og tusindevis af andre lokalpolitikere og sympatisører mv. fængslet.

Leyla Güven offentliggjorde starten på sin demonstration og sultestrejken under sin retssag, og begrundede starten på sultestrejken med, at PKK lederen Abdullah Öcalan har været isolationsfængslet af de tyrkiske myndigheder de seneste år, uden at må få besøg af sin familie, advokater mv.

Man kan sige meget om Leyla Güvens begrundelse for at sultestrejke, og om det er en HDP parlamentarikers opgave at sultestrejke for lederen af en politisk organisation, som står på EU’s terrorliste, men måske er det vigtigere at tænke over, om sultestrejke overhovedet er et rigtigt værktøj at bruge, for at demonstrere for en sag.

Der findes utallige eksempler på sultestrejker, hvor demonstranter ikke har fået deres ønsker opfyldt. I stedet er de efter mange dages sultestrejke endt med store fysiske og psykiske skader, som de skal leve med resten af deres liv – hvis de overhovedet overlever sultestrejken! I mange tilfælde ender den sultestrejkende person alt andet lige som en svagere “modstander” for dem de bekæmper. Man bør derfor efter min mening overveje at stoppe at bruge sultestrejke som et demonstrationsværktøj, da metoden i mange tilfælde kan gøre mere skade, end muligheden for det gavn det kan give.