Hvad kan man tillade at lægge op på Facebook som offentlig ansat?

Der er lige pt. en sag kørende i den lokale presse i Randers, hvor et byrådsmedlem offentligt har kritiseret en leder i kommunen, for at have delt et billede på Facebook med sin veninde, hvor der i teksten er angivet, at de sammen skal til “mandestrip”.

Byrådsmedlemmet har valgt at sende opslaget til hele byrådet, og kritiseret Facebook opslaget med lederen. Der er ingen tvivl om, at opslaget er delt som et privat opslag, og forhåbentlig var rettet mod de to veninders venner og bekendte, som følger dem på Facebook, og iøvrigt er der ingen tvivl om, at opslaget er af privat karakter, som ikke har noget at gøre med deres arbejdsliv eller funktion som kommunale ledere.

De gyldne spørgsmål er så – hvad kan man tillade at lægge op på de sociale medier som offentlig ansat/leder? Skal der være nogle særlige regler for, hvad man kan dele på sin private Facebook side, når man er offentlig ansat/leder? Skal man begrænses i at gå til mandestrip, fordi man er offenlig ansat/leder, selvom det i sig selv ikke er nogen ulovlig handling?

Ja, der er mange spørgsmål, og skal man tro debatten på de sociale medier, så er der mindst ligeså mange holdninger til dem. Personligt mener jeg ikke, at man som offentlig ansat/leder skal begrænses i sin ytringsfrihed eller private interesser, medmindre det er helt uforeneligt med sit erhverv. Et helt ekstremt tilfælde kunne f.eks. være, at man nok ikke kan være medlem af de berygtede motorcykelklubber, samtidig med at man er politibetjent eller lignende.

Det er svært at sige, hvad der helt præcist ligger bag “sagen”, men man må erkende, at vi lever i en ny tid, hvor de sociale medier er kommet for at blive, og vi allesammen lever i et stort “big-brother-show”, hvor man nemt kan finde ud af, hvad hinanden laver, eller hvem folk er sammen med. Vi lever samtidig i et frit og demokratisk land, hvor alle uanset deres erhverv må ytre sig som privatperson, så længe det ikke handler om en konkret sag, eller påvirker deres omdømme i forhold til deres erhverv.