Har vi overhovedet et demokratisk valg?

Kommunalvalget den 16. november 2021 kan næsten ikke være gået nogens næse forbi, da der hænger valgplakater alle steder rundt omkring i det gangske land.

Eftersigende har vi et repræsentativt demokrati i Danmark – det betyder kort sagt, at vi borgere vælger nogle politikere, til at repræsentere os alm. borgere, til at træffe de rigtige beslutninger i Folketinget, byråd, regionsråd osv.

Men jeg er i tvivl – har vi overhovedet et demokratisk valg?

Jeg er i tvivl, fordi det danske valgsystem giver mulighed for to forskellige opstillingsformer for partierne og listerne, som opstiller til de førnævnte valg. Der er det der hedder siddeordnet opstilling, hvor det er vælgernes stemmer der afgør placeringen på kandidaterne, og hvem der bliver valgt til et valg. Derudover er der opstillingsformen partiliste, som går ud på, at partiet eller listen der opstiller til valget, kan afgøre, hvem der har hvilken placering på kandidatlisten, og dermed hvem der bliver valgt, hvis partiet/listen får stemmer nok, til at blive valgt.

Med opstillingsformen partiliste tager man min mulighed som borger for at vælge min repræsentant i byrådet fra mig, da det er de få medlemmer i et parti eller en politisk liste (det kan i nogle tilfælde være 5-10 medlemmer i de mindre partier/lister), der afgør om det er kandidat X eller Y der får de øverste pladser på opstillingslisten, og dermed kan vælges. Vi har flere gange set, at kandidater der har fået flere stemmer ikke bliver valgt, selvom nogen andre på en 1. eller 2. plads på listen med færre personlige stemmer bliver valgt til f.eks. byråd, regionsråd eller Folketinget på grund af opstillingsformen.

Jeg har svært ved at se, at “demokratiet taler” når det er de få partimedlemmer, som har afgjort opstillingslisten, der får sin vilje og får kandidater valgt, fremfor de mange hundrede/tusinde vælgere, der har prioriteret en anden kandidat.

Nogen argumenterer for, at partiliste opstillingen vælges for at undgå, at kandidaterne bliver valgt på baggrund af deres kendiseffekt, hvis de f.eks. er kendte i byen eller landet på grund af noget helt andet end politik. Der kan man argumentere imod, at det ikke er bedre, hvis det er den med de fleste venner i partiet der bliver prioriteret, fremfor hvem vælgerne gerne vil have valgt. En anden problematik mht. partiliste opstillingen er, at mange af de opstillede partier og lister vælger at placere f.eks. kandidater med anden etnisk oprindelse (som typisk tiltrækker flere stemmer end de fleste andre kandidater) i placeringer, der ikke kan udløse en plads i byrådet. Det kan man argumentere for, er den moderne måde at “udnytte” folk på.

Partierne og listerne der opstiller i partiliste form argumenterer deres beslutning med, at de slipper for den interne kamp om stemmerne, og at det giver bedre fællesskab og sammenhold i blandt kandidaterne, da de ikke skal konkurrere med hinanden.

Jeg er som vælger fuldstændig ligeglad med kandidaternes fællesskab og sammenhold, nu afholdes valgene jo ikke for at kandiaterne skal trives med hinanden, men for at demokratiet skal tale og vælgerne skal vælge deres repræsentanter i et repræsentativt demokrati. På den anden side, så går man glip af mange af kandidaternes arbejdsindsats, hvis de ligesom på forhånd kan se, at de har en placering på opstillingslisten, der ikke kan give en plads i f.eks. byrådet uafhængigt af deres stemmetal.

Jeg kender personligt flere politiske kandidater, der ikke har kørt den valgkamp de ellers ville have kørt, eller været engageret i valgkampen, fordi de har været placeret langt nede på listen ved partiliste opstilling. Jeg kender f.eks. en kandidat, der valgte helt at droppe sit kandidatur ved byrådsvalget i 2017 i Randers Kommune, på grund af den dårlige placering hun fik på opstillingslisten.