Erdogans fodboldklub er blevet mestre i den tyrkiske liga

Det er ingen hemmelighed, at Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan har stor interesse for fodbold, da han selv har været fodboldspiller i sin ungdom. Fodboldspillet har stor betydning i Tyrkiet – både på og udenfor banen. Spillet giver adgang til en kæmpe økonomi, og de indflydelsesrige poster i det politiske liv.

Erdogan har i årevis åbentlyst støttet fodboldklubben Medipol Başakşehir, som spiller i den tyrkiske Superliga. Klubben som oprindeligt hed “Istanbul Büyüksehir Belediyespor” har været en del af Istanbul Kommune, men er blevet overdraget til Göksel Gümüşdağ, som har familierelationer til Erdogan, og indtil for nylig har siddet i Istanbul Kommunes borgerrepræsentation for Erdogans AK Parti.

Medipol Başakşehir er i årevis blevet støttet af Erdogans AK Parti, bl.a. ved at kommunale og statslige virksomheder har været blandt de største sponsorer til klubben, og mange af de entreprenører der får opgaver i de offentlige udbud, har været nødsaget til at støtte klubben i form af store sponsorater. Derudover har Istanbul Kommune, som indtil for nylig og i de seneste 25 år var styret af Erdogans parti, støttet Medipol Başakşehir med forskellige sponsorater, bygning af klubbens stadion og sørge for driften af anlæg mv.

Fodboldklubben har i de seneste år spillet op til mesterskabet, men havde til tradition for at slippe grebet om mesterskabspokalen i de sidste runder. Det lykkedes dog i denne sæson (2020/21) for Medipol Başakşehir fodboldklub at blive mestre. Det skal dog siges, at de største klubber i tyrkisk fodbold (Besiktas, Fenerbahce og Galatasaray) alle har været ramt af stor økonomiske kriser, mærkelige dommerkendelser, og sidst men ikke mindst af interne konflikter.

Ejer og formand for Medipol Başakşehir fodboldklub Göksel Gümüşdağ har i flere år nægtet, at klubben har tætte relationer til præsident Erdogan og hans AK Parti. Det er dog bemærkelsesværdigt, at netop Gümüşdağ annoncerede, at spillertrøje med nr. 12 ikke vil blive brugt mere i klubben, med henvisning til, at præsident Erdogan havde trøjen på til en opvisningskamp i 2017. Det blev også bemærket, at præsidentens søn Bilal Erdogan var med på scenen, da Medipol Başakşehir fejrede mesterskabet.

Turen er kommet til Netflix!

Efter de sociale medier, er turen nu kommet til lukning eller begrænsning af streamingtjenesten Netflix i Tyrkiet. Den tyrkiske regering har afholdt møde med repræsentanter fra Netflix, og bedt dem fjerne indhold i Tyrkiet, som de anser for at være skadelig for det tyrkiske samfund.

Eftersigende skulle det især være et stort ønske fra den tyrkiske regering, at indhold med homoseksuelle, LGBT og lignende, som de anser for være i modstrid med værdierne i Tyrkiet der ligger til grund for deres ønske.

Ovenstående kommer oveni, at den tyrkiske regering med præsident Erdogan i spidsen, har på det seneste tilkendegivet, at de ønsker at udtræde af den i daglig tale kaldte “Istanbul-aftalen” (Europarådets konvention om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet). Konventionen er indgået med det formål at beskytte kvinder mod vold og kulturelle normer, som vi i vesten ikke ser som nutide, men desværre stadig findes i konservative og religiøse samfund.

Erdogan håber på hjælp fra Hagia Sophia (Ayasofya)

Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan er en presset mand for tiden. Landets økonomi står i stampe, arbejdsløsheden er historisk højt og Erdogan står historisk lavt i meningsmålingerne.

Det forlyder i kulliserne, at Erdogan er ved at miste kontrollen og overblikket, og derfor ønsker at tidligt valg, hvor han håber på at fange oppositionen med det forkerte ben, så han kan bevare magten.

Erdogan har inden et kommende valg, brug for at stå stærk i befolkningens øjne, og han har tidligere bevist, at han ikke er bange for at tage kontroversielle beslutninger, for at få den folkelige opbakning.

Erdogan håber denne gang, at overdragelsen af Hagia Sophia (Ayasofya) moskeen i Istanbul til Diyanet (Det Tyrkiske Direktorat for Religiøse Anliggender) og genopningen af bygningen som en moske, vil gøre ham til en populær mand igen iblandt det religiøse samfund i landet.

Hagia Sophia (Ayasofya) blev bygget i årene 532-537 som en katedral af den byzantiske kejser Flavius Petrus Sabbatius Iustinianus, og blev senere omdannet til moske af Mehmed 2. (Fatih Sultan Mehmet), da Istanbul blev erobret af Det Osmaniske Rige i 1453. Hagis Sophia (Ayasofya) blev omdannet til museum af Mustafa Kemal Atatürk i 1934.

Sultanen Erdogan vil lukke de sociale medier! – igen!

Det er efterhånden allemandsviden, at Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan ikke er meget for den frie presse, oppositionen eller de sociale medier.

Tyrkiet har de seneste år været det land i verden, der har flest fængslede journalister i Verden. Den frie presse er nærmest ikke-eksisterende længere, da Erdogan og hans støtter enten har overtaget eller lukket medierne, der har været kritiske overfor sultanen eller hans politik. Tusindvis af journalister er derfor enten arbejdsløse eller har været fænglet i årevis.

Flere hjemmesider og de sociale medier har i perioder været lukket i Tyrkiet. Adgangen til Wikipedia er først blevet lukket op for nogle få måneder siden, efter siden har været blokeret i årevis. Facebook, Twitter og YouTube har også i perioder været lukket.

Erdogan er en presset mand for tiden, da hans støtte daler i meningsmålingerne og landets økonomi går dårligt. Den seneste melding fra Erdogan, hvor han på Twitter har skrevet, at han vil slå hårdt ned på de sociale medier, kommer derfor ikke som en overraskelse.

Ny personlig rekord!

Ny personlig rekord! Over 20 km og knap 22 tusinde skridt i dag! Det går fremad, og bliver nemmere at gå for hver dag der går. Man når langt med en god podcast i øret, og en flaske vand i hånden.

Wow! Det går fremad!

Det lykkedes i 6 ud af de sidste 7 dage at gå over 10.000 skridt, og få det daglige gennemsnit på over 10K 😊

Jeg tror ikke, at jeg har gået mere end et par tusinde skridt i gennemsnit de sidste mange år, så selvom det lyder som “et lille skridt, føler jeg det som et stort skridt i den rigtige retning” for mig.

Jeg håber på at bevare motivationen til at fortsætte på samme måde.

Efter længe overvejelser..

Efter nogle længe overvejelser, endte jeg også med at købe mit første smartur i denne uge. Jeg havde ellers i mange år, ikke gået med armbåndsur, da jeg alligevel af vane tog min telefon frem, for at se, hvad klokken var.

Jeg er begyndt at gå på arbejde om morgenen, siden vi efter flere måneders corona-lukning igen kan møde ind på kontorerne. For at motivere mig selv, og blive ved med at gå frem og tilbage på arbejde, tænkte jeg at det ville hjælpe, at kunne måle sine skridt, afstand osv.

Det var ikke nemt at finde ud af og beslutte sig for, hvilket smart ur det skulle være. Jeg har i årevis været Apple-bruger med iPhone, iPad, AirPod, Apple TV og indtil for nylig MacBook, så det var oplagt, at det sikre valg nok ville være et Apple Watch.

Efter at have set nogle anmeldelser på YouTube, endte jeg dog med at beslutte mig for, at jeg hellere ville bære rundt på et andet smartur. Mit valgt faldt på Huawei Watch GT2 46mm Black.

Her er nogle af årsagerne til, at det endte med dette valg:

  • Holder ca. 10 dages batteritid – i modsætning til 1-2 dage på Apple Watch
  • Ligner i formen et rigtigt armbåndsur
  • Man kan bruge den både på Android og iOS (hvis man nu skulle skifte telefon)
  • Den koster ca. 1/3 af hvad Apple Watchs nyeste model (billigste) koster
  • Man kan se sine beskeder og besvare telefonopkald, uden at have et ekstra simkort
  • Da jeg ikke er vant til at gå med armbåndsur, og ikke ved hvordan jeg vil reagere, vil jeg hellere “risikere” at miste 1.500 kroner, fremfor 3.500 kroner, som man skal punge ud med, hvis man satser på et Apple Watch.

Er de gule fagforeninger?

Jeg sad og arbejdede på kontoret i går, da min iPhone ringede og jeg blev forstyrret. Jeg kiggede på telefonen, og kunne se at der blev ringet fra et nummer, som jeg ikke kunne genkende.

Jeg tog telefonen og kunne høre, at jeg blev ringet op af en af de sælgere, som sikkert sidder på et callcenter, og har til opgave at sælge alle mulige mærkelige ting til folk. I dag havde sælgeren fået til opgave at sælge forsikringer for Det Faglige Hus.

Telefonsamtalen blev utrolig kort, da jeg ret hurtigt fortalte sælgeren, at jeg er valgt tillidsrepræsentant for HK. Sælgeren spurgte ikke yderligere ind til noget, og var tydeligvis klar over, at der ikke var så meget at komme efter 🙂

Til de af jer der læser dette – Det Faglige Hus, KRIFA og hvad de ellers hedder de gule – de er på ingen måde fagforeninger, og burde i stedet kaldes forsikringssselskaber. Jeg opfordrer derfor alle til at melde sig ind i en rigtig fagforening.

Skal IS-krigere og sympatisører have lov til at vende hjem?

Det er efterhånden allemandsviden, at terrororganisationen Islamisk Stat (IS) der har tiltrukket titusindevis af fremmedekrigere og sympatisører fra Europa de seneste år, har mistet fodfæste, og lige nu er ved at miste det sidste område, de har tilbage i deres såkaldte “kalifat”.

Ifølge terror- og mellemøsteneksperterne er IS trængt op i en krog, og deres dage talte. Dette er sådan set en glædelig nyhed for de fleste mennesker i verden, men alligevel kan man ikke lade være at tænke, hvad der skal ske med alle de tosser derude, der har været nede og kæmpe for IS eller støttet dem på andre måder, og vi nu kan risikere at skulle leve sammen med blandt os.

Senest har USA’s præsident Donald Trump skrevet på Twitter, at USA har et ønske om, at de europæiske lande tager imod de 800 tilfangetagede IS-krigere, som lige nu er fængslede i de tidligere IS-besatte områder. Trump skriver i sit tweet, at alternativet vil være, at IS-krigerne bliver sluppet fri.

Efter Trups tweet har der i medierne de seneste dage været fokus på de europæiske kvinder, som frivilligt er taget ned til IS-territorium, for enten at støtte IS eller leve under de islamiske regler i det såkaldte kalifat, og nu ønsker at vende hjem til Europa, nu hvor IS har mistet sit område.

Mange af kvinderne har været gift og fået børn med IS-krigere, og tager ikke afstand fra hverken IS eller dens ideologi. De ønsker dog at vende hjem til Europa, da IS har mistet deres områder, og de ikke kan leve det ønskede liv i Mellemøsten. Det er lige nu til diskussion, om de europæiske lande har pligt til at tage imod deres statsborgere.

Personligt mener jeg ikke, at IS ideologi på nogen måder er foreneligt med de vestlige eller demokratiske værdier vi lever under i Danmark eller Europa, og jeg tror heller ikke at disse mennesker kan omvæltes til at respektere vores værdier. De har alle aktivt truffet et valg ved at tilslutte sig IS, og bør derfor ikke have lov til at vende hjem.

Sultestrejke – rigtigt eller forkert værktøj?

Sultestrejke er kendt for at være en metode, som mange igennem tiderne har prøvet, for at sætte politisk fokus på et problem eller en sag. Senest har den kurdiske politiker og parlamentsmedlem fra det prokurdiske parti HDP Leyla Güven været i sultestrejke i nu over 99 dage (pr. 14. februar 2019).

Leyla Güven startede på sultestrejken mens hun selv var fængslet af de tyrkiske myndigheder, selvom hun blev valgt til parlamentet ved det seneste valg for partiet HDP, som i dag har flere af deres tidligere medformænd (Selahattin Demirtaş, Figen Yüksekdağ, Gültan Kışanak og Sebahat Tuncel) og tusindevis af andre lokalpolitikere og sympatisører mv. fængslet.

Leyla Güven offentliggjorde starten på sin demonstration og sultestrejken under sin retssag, og begrundede starten på sultestrejken med, at PKK lederen Abdullah Öcalan har været isolationsfængslet af de tyrkiske myndigheder de seneste år, uden at må få besøg af sin familie, advokater mv.

Man kan sige meget om Leyla Güvens begrundelse for at sultestrejke, og om det er en HDP parlamentarikers opgave at sultestrejke for lederen af en politisk organisation, som står på EU’s terrorliste, men måske er det vigtigere at tænke over, om sultestrejke overhovedet er et rigtigt værktøj at bruge, for at demonstrere for en sag.

Der findes utallige eksempler på sultestrejker, hvor demonstranter ikke har fået deres ønsker opfyldt. I stedet er de efter mange dages sultestrejke endt med store fysiske og psykiske skader, som de skal leve med resten af deres liv – hvis de overhovedet overlever sultestrejken! I mange tilfælde ender den sultestrejkende person alt andet lige som en svagere “modstander” for dem de bekæmper. Man bør derfor efter min mening overveje at stoppe at bruge sultestrejke som et demonstrationsværktøj, da metoden i mange tilfælde kan gøre mere skade, end muligheden for det gavn det kan give.