Endelig fået min første vaccine

Det blev endelig min tid til at få min første Covid-19 vaccine i dag! Jeg tilhører målgruppe 10d3 i vaccinationskalenderen, som er i den andensidste målgruppe, hvilket tydeligt viser, hvor langt vi er nået med vaccinationerne i Danmark.

Jeg fik et brev i min e-Boks i sidste uge, hvorpå der i brevet stod, at det nu var blevet min tur til at blive tilbudt en Covid-19 vaccine, og at jeg kunne gå ind på hjemmesiden vacciner.dk for at bestille en tid. Jeg gik fluks ind på hjemmesiden, men det tog mig ikke lang tid at konstatere, at jeg ikke var den eneste der havde fået brevet. Der var tydeligvis mange der ville det samme som jeg, hvorfor der ligesom ved “årsopgørelsestid” på SKATs hjemmeside, var lang ventetid, for at kunne komme ind på siden.

Efter ca. 45 minutters venten, blev det endelig min tid til at booke en tid til vaccination, men nu fremgik det på siden, at der ingen ledige tider var i min bopælskommune Randers og næst nærmeste vaccinationscenter Hobro, men at jeg kunne komme til Aarhus den 9. juli 2021, for at få min første Pfizer/BionTech vaccine imod Covid-19.

Jeg tænker at det havde været oplagt at kunne booke den første ledige tid, uanset hvor langt man skal hen i kalenderen, for at finde en ledig tid. Det må enten være en systemfejl i bookingssystemet, eller en ikke helt gennemtænkt procedure i vaccinationssystemet, at der stod “ingen ledige tider” ved Randers og Hobro.

Jeg orkede ikke rigtigt at ringe til hotline, hvorfor jeg bookede min første og anden vaccinationstid i Aarhus.

I dag blev jeg så vaccineret, min første vaccine. Her 15 timer efter vaccinationen, er der ingen betydelige bevirkninger, jeg håber det fortsætter på samme måde de kommende dage.

Der er flere tosser, end vi lige går og tror!

Ja, som det også fremgår af overskriften, så må jeg desværre erkende, at det har vist sig, at der er flere tosser, end jeg lige gik og troede i vores samfund. De sidste års diskussioner på de sociale medier (primært Facebook og Twitter) har vist, at der er flere covid-19 benægtere, end jeg kunne forestille mig i et oplyst samfund som i Danmark.

Selv personer som jeg kender perifert, som jeg tænkte var fornuftige og velfungerende personer, har vist sig at være benægtere af covid-19, og helt udenfor pædagogisk rækkevidde. Jeg har prøvet at tage nogle diskussioner på de sociale medier i en ordentlig tone, men da benægterne typisk referer til selvudnævnte såkaldte frihedskæmpere som f.eks. popsangeren og influenceren Saszeline Dreyer, rækker mine evner ikke længere til en faglig diskussion, hvorfor jeg har valgt ikke at gå ind i diskussionerne mere.

Dem der står bag konspirationsteorierne spreder ryger som f.eks. at 5G teknologien er grunden til coronavirus, at Microsofts grundlægger Bill Gates har udviklet en vaccine med en indbygget overvågningschip, og at virussen alene er opfundet for at skabe frygt, så alle mennesker i hele verden får vaccinen med den indbyggede overvågningschip.

Der er i mellemtiden opstået andre forsamlinger som Men in black, som arrangerer demonstrationer, hvor man brænder dukker af statsministeren af, og opfordrer demonstranterne til at “smadre byen på en ikke-voldelig måde“. Det skaber en frygt og en polarisering i samfundet, hvor dem der er for og imod restriktionerne ser hinanden som modstandere.

Arbejder stadig fra hjemmekontoret!

Det er næsten et halvt år siden, jeg sidst har skrevet noget på min personlige blog, så nu synes jeg, at det er blevet tid til noget nyt! 🙂

Der er stadig ikke noget nyt omkring vores arbejdssituation, vi arbejder fortsat hjemmefra, hvilket jeg har haft super nemt ved at tilvænne mig, og egentlig også nyder, selvom det også kunne være hyggeligt at mødes med kollegaerne.

Det har stået på utallige korte som lange Skype og Teams møder de sidste måneder, og jeg synes faktisk, at mødeformen er OK, og på sin vis også mere effektiv end fysiske møder. Man sparer alt udenomssnakken og de andre forstyrrende elementer.

Det forlyder pt. at vi skal fortsætte med at arbejde hjemmefra indtil den 5.4.2021, men det hele afhænger selvfølgelig af COVID-19 situationen til den tid, og om det hele bliver mere normaliseret, end situationen er lige nu.

Jeg er spændt på, hvordan samfundet indretter sig om nogle år, om samfundet/arbejdsgiverne/lønmodtagerne begynder at se anderledes på arbejdslivet, hvilke læringer der sker efter de seneste års erfaringer osv.

Det kunne især være spændende, om flere virksomheder begynder helt at lukke eller flytte i mindre lokaler, fordi medarbejderne kan arbejde hjemmefra, og uden at de behøver at bruge tid på transport, penge på parkering, arbejde på mere fleksible arbejdstider osv.

Vi er tilbage på hjemmekontoret!

Efter flere måneders tilbagevenden til kontorerne, er vi fra den 21. september 2020 igen blevet bedt om at arbejde hjemme, ligesom vi gjorde i næsten 3 måneder fra medio marts 2020.

Foreløbig er der tale om 14 dage, hvor vores allesammens Mette Frederiksen har bedt dem det er muligt for, at arbejde hjemmefra indtil den 5. oktober 2020. Jeg er dog i tvivl, om vi kan vende tilbage til kontorerne efter 14 dage. Covid-19 tallene ser ikke ligefrem positive ud, da smittetrykket er steget på det seneste, og vi har slået rekort i antal smittede pr. dag i går.

Personligt trives jeg egentlig meget godt herhjemme, og har ikke særligt noget imod at arbejde hjemmefra. Vi er heldigvis i en tid, hvor internetforbindelserne er super hurtige, og man kan “mødes” over Skype for Business. Nogen vil måske endda sige, at kontakten til kollegaerne er steget i disse tider, end når man sad på sit eget lille kontor med døren lukket.