Erdogan håber på hjælp fra Hagia Sophia (Ayasofya)

Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan er en presset mand for tiden. Landets økonomi står i stampe, arbejdsløsheden er historisk højt og Erdogan står historisk lavt i meningsmålingerne.

Det forlyder i kulliserne, at Erdogan er ved at miste kontrollen og overblikket, og derfor ønsker at tidligt valg, hvor han håber på at fange oppositionen med det forkerte ben, så han kan bevare magten.

Erdogan har inden et kommende valg, brug for at stå stærk i befolkningens øjne, og han har tidligere bevist, at han ikke er bange for at tage kontroversielle beslutninger, for at få den folkelige opbakning.

Erdogan håber denne gang, at overdragelsen af Hagia Sophia (Ayasofya) moskeen i Istanbul til Diyanet (Det Tyrkiske Direktorat for Religiøse Anliggender) og genopningen af bygningen som en moske, vil gøre ham til en populær mand igen iblandt det religiøse samfund i landet.

Hagia Sophia (Ayasofya) blev bygget i årene 532-537 som en katedral af den byzantiske kejser Flavius Petrus Sabbatius Iustinianus, og blev senere omdannet til moske af Mehmed 2. (Fatih Sultan Mehmet), da Istanbul blev erobret af Det Osmaniske Rige i 1453. Hagis Sophia (Ayasofya) blev omdannet til museum af Mustafa Kemal Atatürk i 1934.

Sultanen Erdogan vil lukke de sociale medier! – igen!

Det er efterhånden allemandsviden, at Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan ikke er meget for den frie presse, oppositionen eller de sociale medier.

Tyrkiet har de seneste år været det land i verden, der har flest fængslede journalister i Verden. Den frie presse er nærmest ikke-eksisterende længere, da Erdogan og hans støtter enten har overtaget eller lukket medierne, der har været kritiske overfor sultanen eller hans politik. Tusindvis af journalister er derfor enten arbejdsløse eller har været fænglet i årevis.

Flere hjemmesider og de sociale medier har i perioder været lukket i Tyrkiet. Adgangen til Wikipedia er først blevet lukket op for nogle få måneder siden, efter siden har været blokeret i årevis. Facebook, Twitter og YouTube har også i perioder været lukket.

Erdogan er en presset mand for tiden, da hans støtte daler i meningsmålingerne og landets økonomi går dårligt. Den seneste melding fra Erdogan, hvor han på Twitter har skrevet, at han vil slå hårdt ned på de sociale medier, kommer derfor ikke som en overraskelse.

Skal IS-krigere og sympatisører have lov til at vende hjem?

Det er efterhånden allemandsviden, at terrororganisationen Islamisk Stat (IS) der har tiltrukket titusindevis af fremmedekrigere og sympatisører fra Europa de seneste år, har mistet fodfæste, og lige nu er ved at miste det sidste område, de har tilbage i deres såkaldte “kalifat”.

Ifølge terror- og mellemøsteneksperterne er IS trængt op i en krog, og deres dage talte. Dette er sådan set en glædelig nyhed for de fleste mennesker i verden, men alligevel kan man ikke lade være at tænke, hvad der skal ske med alle de tosser derude, der har været nede og kæmpe for IS eller støttet dem på andre måder, og vi nu kan risikere at skulle leve sammen med blandt os.

Senest har USA’s præsident Donald Trump skrevet på Twitter, at USA har et ønske om, at de europæiske lande tager imod de 800 tilfangetagede IS-krigere, som lige nu er fængslede i de tidligere IS-besatte områder. Trump skriver i sit tweet, at alternativet vil være, at IS-krigerne bliver sluppet fri.

Efter Trups tweet har der i medierne de seneste dage været fokus på de europæiske kvinder, som frivilligt er taget ned til IS-territorium, for enten at støtte IS eller leve under de islamiske regler i det såkaldte kalifat, og nu ønsker at vende hjem til Europa, nu hvor IS har mistet sit område.

Mange af kvinderne har været gift og fået børn med IS-krigere, og tager ikke afstand fra hverken IS eller dens ideologi. De ønsker dog at vende hjem til Europa, da IS har mistet deres områder, og de ikke kan leve det ønskede liv i Mellemøsten. Det er lige nu til diskussion, om de europæiske lande har pligt til at tage imod deres statsborgere.

Personligt mener jeg ikke, at IS ideologi på nogen måder er foreneligt med de vestlige eller demokratiske værdier vi lever under i Danmark eller Europa, og jeg tror heller ikke at disse mennesker kan omvæltes til at respektere vores værdier. De har alle aktivt truffet et valg ved at tilslutte sig IS, og bør derfor ikke have lov til at vende hjem.

Sultestrejke – rigtigt eller forkert værktøj?

Sultestrejke er kendt for at være en metode, som mange igennem tiderne har prøvet, for at sætte politisk fokus på et problem eller en sag. Senest har den kurdiske politiker og parlamentsmedlem fra det prokurdiske parti HDP Leyla Güven været i sultestrejke i nu over 99 dage (pr. 14. februar 2019).

Leyla Güven startede på sultestrejken mens hun selv var fængslet af de tyrkiske myndigheder, selvom hun blev valgt til parlamentet ved det seneste valg for partiet HDP, som i dag har flere af deres tidligere medformænd (Selahattin Demirtaş, Figen Yüksekdağ, Gültan Kışanak og Sebahat Tuncel) og tusindevis af andre lokalpolitikere og sympatisører mv. fængslet.

Leyla Güven offentliggjorde starten på sin demonstration og sultestrejken under sin retssag, og begrundede starten på sultestrejken med, at PKK lederen Abdullah Öcalan har været isolationsfængslet af de tyrkiske myndigheder de seneste år, uden at må få besøg af sin familie, advokater mv.

Man kan sige meget om Leyla Güvens begrundelse for at sultestrejke, og om det er en HDP parlamentarikers opgave at sultestrejke for lederen af en politisk organisation, som står på EU’s terrorliste, men måske er det vigtigere at tænke over, om sultestrejke overhovedet er et rigtigt værktøj at bruge, for at demonstrere for en sag.

Der findes utallige eksempler på sultestrejker, hvor demonstranter ikke har fået deres ønsker opfyldt. I stedet er de efter mange dages sultestrejke endt med store fysiske og psykiske skader, som de skal leve med resten af deres liv – hvis de overhovedet overlever sultestrejken! I mange tilfælde ender den sultestrejkende person alt andet lige som en svagere “modstander” for dem de bekæmper. Man bør derfor efter min mening overveje at stoppe at bruge sultestrejke som et demonstrationsværktøj, da metoden i mange tilfælde kan gøre mere skade, end muligheden for det gavn det kan give.

Solidaritet – gælder kun for pengeinstitutterne

Danske Bank har i dag meddelt, at de vil skære 2.000 stillinger væk i løbet af de næste 3 år. Det svarer til ca. 10 % af deres samlede medarbejderstab. Som begrundelse for fyringerne oplyser Danske Bank, at de vil nedsætte omkostningerne i driften.

Danske Bank har senest fremlagt et regnskab for 3. kvartal på 10 millioner kroner før skat. Dette resultat er ifølge banken mindre end forventet samt mindre end overskud fra tidligere kvartaler i 2011. Banken har altså alligevel trods en reduktion fortsat overskud – det kan man vel godt betragte som et godt regnskab, i forhold til mange andre virksomheder i den økonomiske krise.

VK-regeringen og dens støtteparti har i løbet af det sidste stykke tid givet flere bankpakker, der har overført flere hundrede millioner fra pengepungen, som tilhører os alle sammen. Det viser endnu engang, at pengeinstitutterne kun ønsker solidaritet, når de selv har brug for den. De løber fra deres samfundsmæssige pligt og vil spare 2.000 stillinger væk midt i den økonomiske krise.

Madımak 93

For alevierne har byen Sivas i Tyrkiet meget stor historisk betydning. Pir Sultan Abdal, som anses for at være den største filosof indenfor den alevitiske trosretning er oprindeligt fra byen Sivas og er blevet henrettet af staten i samme by i slutningen af 1500-tallet.

Sivas bærer ikke alene stor betydning blandt alevierne i anledning af Pir Sultan Abdal. Sivas er nemlig samtidig den by, som desværre har været vidne til den seneste massakre imod det alevitiske folk i slutningen af det 20. århundrede – den 2. juli 1993.

I anledning af drabet på filosoffen Pir Sultan Abdal havde kulturministeriet sammen med den lokale guvernør i Sivas arrangeret en kulturfestival – hvor man med musik, dans, teater og ved opstilling af en statue af Pir Sultan Abdal foran det nye kulturhuset ville hylde denne kulturfilosof.

Til festlighederne var inviteret en lang række kendte og meget prominente poeter, sangere og intellektuelle – heriblandt Aziz Nesin, Muhlis Akarsu, Hasret Gültekin, Nesimi Çimen, Asım Bezirci og Metin Altıok.

Statuen af Pir Sultan Abdal var blevet rejst, festivalen var i gang og alt kørte godt. Der var arrangementer med musik, dans og debatter – lige til enhver smag. Folk fra forskellige byer var strømmet til Sivas for at fejre festivalen og deltage i arrangementerne.

De første gnister i byen blev set lige efter middagsbønnen. Folkemængden der kom ud af Paşa og Meydan moskeerne gik slagord råbende imod det ny indviede kulturhus. Da gruppen nåede frem til kulturhuset var der en koncert i gang med den kendte sanger Arif Sağ. Koncerten blev øjeblikkeligt stoppet og folk inde i kulturhuset opstillede barrikader ved hjælp af stole, borde og hvad de ellers kunne få fat i inde i kulturhuset for at forhindre, at den angribende folkemængde kunne komme ind i kulturhuset. Da folkemængden indså, at de ikke kunne komme ind, trak de sig langsomt tilbage. og gik derefter i stedet imod Hotel Madımak, hvor en stor del af de inviterede kunstnere var indlogeret. Folkemængden der bestod af højrenationalister og sharia-tilhængere var med tiden blevet større og var nu oppe på 20.000 personer.

Folkemængden råbte slogans som ”Sivas size mezar olacak = Sivas vil blive jeres grav” og kastede med sten imod vinduerne på hotellet. De indeklemte kunstnere kunne ikke komme ud af hotellet, da de i så fald ville blive likvideret på stedet, og havde derfor ikke andet at gøre, end at vente på hjælp fra myndighederne. Trods opkald til vicestatsministeren, den lokale politichef og guvernøren kom der ikke nogen til at hjælpe de indespærrede kunstnere og andre festivaldeltagere.

Folkemængden som havde omringet hotellet blev større og mere blodtørstige. Nogle fra folkemængden gik ind i stueetagen på hotellet og påsatte brand, mens titusinder af vrede demonstranter jublede og råbte religiøse slagord og trusler.

Selvom nogle formåede at undslippe, døde 37 af brandsår og røgforgiftning – heriblandt 2 af brandstifterne. Aziz Nesin, som formentlig var det mest eftertragtede mål i massakren, slap med livet i behold, men døde 2 år senere ved et hjerteanfald.
Der er stadig den dag i dag vidner og dokumenter der viser, at staten bevidst udviste en passiv reaktion. Eksempelvis gik der hele 8 timer, før brandvæsenet kom til gerningsstedet og de få soldater som var sendt til området gjorde ikke noget, for at rydde den vrede folkemængde. Mange af de aktive demonstranter der er dømt, lever i dag i eksil i bl.a. Tyskland – trods udvekslingsaftaler gør den tyrkiske regering ikke noget aktivt, for at få dem udleveret, så de kan afsone deres straf.