Erdogans fodboldklub er blevet mestre i den tyrkiske liga

Det er ingen hemmelighed, at Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan har stor interesse for fodbold, da han selv har været fodboldspiller i sin ungdom. Fodboldspillet har stor betydning i Tyrkiet – både på og udenfor banen. Spillet giver adgang til en kæmpe økonomi, og de indflydelsesrige poster i det politiske liv.

Erdogan har i årevis åbentlyst støttet fodboldklubben Medipol Başakşehir, som spiller i den tyrkiske Superliga. Klubben som oprindeligt hed “Istanbul Büyüksehir Belediyespor” har været en del af Istanbul Kommune, men er blevet overdraget til Göksel Gümüşdağ, som har familierelationer til Erdogan, og indtil for nylig har siddet i Istanbul Kommunes borgerrepræsentation for Erdogans AK Parti.

Medipol Başakşehir er i årevis blevet støttet af Erdogans AK Parti, bl.a. ved at kommunale og statslige virksomheder har været blandt de største sponsorer til klubben, og mange af de entreprenører der får opgaver i de offentlige udbud, har været nødsaget til at støtte klubben i form af store sponsorater. Derudover har Istanbul Kommune, som indtil for nylig og i de seneste 25 år var styret af Erdogans parti, støttet Medipol Başakşehir med forskellige sponsorater, bygning af klubbens stadion og sørge for driften af anlæg mv.

Fodboldklubben har i de seneste år spillet op til mesterskabet, men havde til tradition for at slippe grebet om mesterskabspokalen i de sidste runder. Det lykkedes dog i denne sæson (2020/21) for Medipol Başakşehir fodboldklub at blive mestre. Det skal dog siges, at de største klubber i tyrkisk fodbold (Besiktas, Fenerbahce og Galatasaray) alle har været ramt af stor økonomiske kriser, mærkelige dommerkendelser, og sidst men ikke mindst af interne konflikter.

Ejer og formand for Medipol Başakşehir fodboldklub Göksel Gümüşdağ har i flere år nægtet, at klubben har tætte relationer til præsident Erdogan og hans AK Parti. Det er dog bemærkelsesværdigt, at netop Gümüşdağ annoncerede, at spillertrøje med nr. 12 ikke vil blive brugt mere i klubben, med henvisning til, at præsident Erdogan havde trøjen på til en opvisningskamp i 2017. Det blev også bemærket, at præsidentens søn Bilal Erdogan var med på scenen, da Medipol Başakşehir fejrede mesterskabet.

Turen er kommet til Netflix!

Efter de sociale medier, er turen nu kommet til lukning eller begrænsning af streamingtjenesten Netflix i Tyrkiet. Den tyrkiske regering har afholdt møde med repræsentanter fra Netflix, og bedt dem fjerne indhold i Tyrkiet, som de anser for at være skadelig for det tyrkiske samfund.

Eftersigende skulle det især være et stort ønske fra den tyrkiske regering, at indhold med homoseksuelle, LGBT og lignende, som de anser for være i modstrid med værdierne i Tyrkiet der ligger til grund for deres ønske.

Ovenstående kommer oveni, at den tyrkiske regering med præsident Erdogan i spidsen, har på det seneste tilkendegivet, at de ønsker at udtræde af den i daglig tale kaldte “Istanbul-aftalen” (Europarådets konvention om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet). Konventionen er indgået med det formål at beskytte kvinder mod vold og kulturelle normer, som vi i vesten ikke ser som nutide, men desværre stadig findes i konservative og religiøse samfund.

Erdogan håber på hjælp fra Hagia Sophia (Ayasofya)

Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan er en presset mand for tiden. Landets økonomi står i stampe, arbejdsløsheden er historisk højt og Erdogan står historisk lavt i meningsmålingerne.

Det forlyder i kulliserne, at Erdogan er ved at miste kontrollen og overblikket, og derfor ønsker at tidligt valg, hvor han håber på at fange oppositionen med det forkerte ben, så han kan bevare magten.

Erdogan har inden et kommende valg, brug for at stå stærk i befolkningens øjne, og han har tidligere bevist, at han ikke er bange for at tage kontroversielle beslutninger, for at få den folkelige opbakning.

Erdogan håber denne gang, at overdragelsen af Hagia Sophia (Ayasofya) moskeen i Istanbul til Diyanet (Det Tyrkiske Direktorat for Religiøse Anliggender) og genopningen af bygningen som en moske, vil gøre ham til en populær mand igen iblandt det religiøse samfund i landet.

Hagia Sophia (Ayasofya) blev bygget i årene 532-537 som en katedral af den byzantiske kejser Flavius Petrus Sabbatius Iustinianus, og blev senere omdannet til moske af Mehmed 2. (Fatih Sultan Mehmet), da Istanbul blev erobret af Det Osmaniske Rige i 1453. Hagis Sophia (Ayasofya) blev omdannet til museum af Mustafa Kemal Atatürk i 1934.

Sultanen Erdogan vil lukke de sociale medier! – igen!

Det er efterhånden allemandsviden, at Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan ikke er meget for den frie presse, oppositionen eller de sociale medier.

Tyrkiet har de seneste år været det land i verden, der har flest fængslede journalister i Verden. Den frie presse er nærmest ikke-eksisterende længere, da Erdogan og hans støtter enten har overtaget eller lukket medierne, der har været kritiske overfor sultanen eller hans politik. Tusindvis af journalister er derfor enten arbejdsløse eller har været fænglet i årevis.

Flere hjemmesider og de sociale medier har i perioder været lukket i Tyrkiet. Adgangen til Wikipedia er først blevet lukket op for nogle få måneder siden, efter siden har været blokeret i årevis. Facebook, Twitter og YouTube har også i perioder været lukket.

Erdogan er en presset mand for tiden, da hans støtte daler i meningsmålingerne og landets økonomi går dårligt. Den seneste melding fra Erdogan, hvor han på Twitter har skrevet, at han vil slå hårdt ned på de sociale medier, kommer derfor ikke som en overraskelse.

Sultestrejke – rigtigt eller forkert værktøj?

Sultestrejke er kendt for at være en metode, som mange igennem tiderne har prøvet, for at sætte politisk fokus på et problem eller en sag. Senest har den kurdiske politiker og parlamentsmedlem fra det prokurdiske parti HDP Leyla Güven været i sultestrejke i nu over 99 dage (pr. 14. februar 2019).

Leyla Güven startede på sultestrejken mens hun selv var fængslet af de tyrkiske myndigheder, selvom hun blev valgt til parlamentet ved det seneste valg for partiet HDP, som i dag har flere af deres tidligere medformænd (Selahattin Demirtaş, Figen Yüksekdağ, Gültan Kışanak og Sebahat Tuncel) og tusindevis af andre lokalpolitikere og sympatisører mv. fængslet.

Leyla Güven offentliggjorde starten på sin demonstration og sultestrejken under sin retssag, og begrundede starten på sultestrejken med, at PKK lederen Abdullah Öcalan har været isolationsfængslet af de tyrkiske myndigheder de seneste år, uden at må få besøg af sin familie, advokater mv.

Man kan sige meget om Leyla Güvens begrundelse for at sultestrejke, og om det er en HDP parlamentarikers opgave at sultestrejke for lederen af en politisk organisation, som står på EU’s terrorliste, men måske er det vigtigere at tænke over, om sultestrejke overhovedet er et rigtigt værktøj at bruge, for at demonstrere for en sag.

Der findes utallige eksempler på sultestrejker, hvor demonstranter ikke har fået deres ønsker opfyldt. I stedet er de efter mange dages sultestrejke endt med store fysiske og psykiske skader, som de skal leve med resten af deres liv – hvis de overhovedet overlever sultestrejken! I mange tilfælde ender den sultestrejkende person alt andet lige som en svagere “modstander” for dem de bekæmper. Man bør derfor efter min mening overveje at stoppe at bruge sultestrejke som et demonstrationsværktøj, da metoden i mange tilfælde kan gøre mere skade, end muligheden for det gavn det kan give.

Jordskælv i Wan

Byen Wan i Tyrkiet er i sidste uge ramt af et kraftigt jordskælv, som er målt til 7,2 på richterskalaen.
Det kraftige jordskælv og byens bygningsstandarter har gjort skaderne meget voldsomme. Mange bygninger er styrtet sammen og der meldes om flere hundrede døde og flere tusinde sårede.

Der er stor mangel på fødevarer, tøj, tæpper og især telte og varme. Flere hundrede familier skal de næste mange nætter sove udendørs i kulden. Trods der snart er gået en uge fra jordskælvet, er der fortsat mange mennesker, som ikke har fået den fornødne hjælp fra den tyrkiske regering.

Den lokale guvernør har nægtet at samarbejde og sidde i koordinationsudvalg med borgmesteren fra Wan, pga. at han repræsenterer det prokurdiske parti BDP (Freds og Demokrati Partiet). Politi og militæret har tilbageholdt nødhjælp sendt fra de nærliggende byer, som repræsenteres af demokratisk valgte borgmestre fra BDP.

Ikke nok med at regeringen og den nationale hjælpeorganisation Kızılay (Røde Halvmåne) har været passive, har der i medierne nærmest kørt en modkampagne mod hjælpearbejdet. Prominente TV-værter med forbindelse til de regeringsvenlige TV-kanaler har udtalt nedladende og racistiske kommentarer til det nødhjælpstrængte befolkning fra Wan. Derudover har en stor gruppe nationalister ytret deres glæde over jordskælvet og de store tab – med henvisning til, at Wan ligger i de kurdiske områder og hovedparten af de berørte mennesker er kurdere.

Madımak 93

For alevierne har byen Sivas i Tyrkiet meget stor historisk betydning. Pir Sultan Abdal, som anses for at være den største filosof indenfor den alevitiske trosretning er oprindeligt fra byen Sivas og er blevet henrettet af staten i samme by i slutningen af 1500-tallet.

Sivas bærer ikke alene stor betydning blandt alevierne i anledning af Pir Sultan Abdal. Sivas er nemlig samtidig den by, som desværre har været vidne til den seneste massakre imod det alevitiske folk i slutningen af det 20. århundrede – den 2. juli 1993.

I anledning af drabet på filosoffen Pir Sultan Abdal havde kulturministeriet sammen med den lokale guvernør i Sivas arrangeret en kulturfestival – hvor man med musik, dans, teater og ved opstilling af en statue af Pir Sultan Abdal foran det nye kulturhuset ville hylde denne kulturfilosof.

Til festlighederne var inviteret en lang række kendte og meget prominente poeter, sangere og intellektuelle – heriblandt Aziz Nesin, Muhlis Akarsu, Hasret Gültekin, Nesimi Çimen, Asım Bezirci og Metin Altıok.

Statuen af Pir Sultan Abdal var blevet rejst, festivalen var i gang og alt kørte godt. Der var arrangementer med musik, dans og debatter – lige til enhver smag. Folk fra forskellige byer var strømmet til Sivas for at fejre festivalen og deltage i arrangementerne.

De første gnister i byen blev set lige efter middagsbønnen. Folkemængden der kom ud af Paşa og Meydan moskeerne gik slagord råbende imod det ny indviede kulturhus. Da gruppen nåede frem til kulturhuset var der en koncert i gang med den kendte sanger Arif Sağ. Koncerten blev øjeblikkeligt stoppet og folk inde i kulturhuset opstillede barrikader ved hjælp af stole, borde og hvad de ellers kunne få fat i inde i kulturhuset for at forhindre, at den angribende folkemængde kunne komme ind i kulturhuset. Da folkemængden indså, at de ikke kunne komme ind, trak de sig langsomt tilbage. og gik derefter i stedet imod Hotel Madımak, hvor en stor del af de inviterede kunstnere var indlogeret. Folkemængden der bestod af højrenationalister og sharia-tilhængere var med tiden blevet større og var nu oppe på 20.000 personer.

Folkemængden råbte slogans som ”Sivas size mezar olacak = Sivas vil blive jeres grav” og kastede med sten imod vinduerne på hotellet. De indeklemte kunstnere kunne ikke komme ud af hotellet, da de i så fald ville blive likvideret på stedet, og havde derfor ikke andet at gøre, end at vente på hjælp fra myndighederne. Trods opkald til vicestatsministeren, den lokale politichef og guvernøren kom der ikke nogen til at hjælpe de indespærrede kunstnere og andre festivaldeltagere.

Folkemængden som havde omringet hotellet blev større og mere blodtørstige. Nogle fra folkemængden gik ind i stueetagen på hotellet og påsatte brand, mens titusinder af vrede demonstranter jublede og råbte religiøse slagord og trusler.

Selvom nogle formåede at undslippe, døde 37 af brandsår og røgforgiftning – heriblandt 2 af brandstifterne. Aziz Nesin, som formentlig var det mest eftertragtede mål i massakren, slap med livet i behold, men døde 2 år senere ved et hjerteanfald.
Der er stadig den dag i dag vidner og dokumenter der viser, at staten bevidst udviste en passiv reaktion. Eksempelvis gik der hele 8 timer, før brandvæsenet kom til gerningsstedet og de få soldater som var sendt til området gjorde ikke noget, for at rydde den vrede folkemængde. Mange af de aktive demonstranter der er dømt, lever i dag i eksil i bl.a. Tyskland – trods udvekslingsaftaler gør den tyrkiske regering ikke noget aktivt, for at få dem udleveret, så de kan afsone deres straf.